Unge mennesker har mange meninger men tør ikke deltage i den offentlige debat. Måske fordi de konstant bedømmes på præstationer i skolen og i fritiden. På Brønderslev Bibliotek eksperimenterer de med præstationsfrie rum, hvor unge guides af andre unge til at læse højt for hinanden og tale sammen om de oplevelser, højtlæsninger giver. I det 10 uger lange testforløb kommer kulturen ud på skolerne og giver de unge et frirum til at opleve fremfor at præstere.
Iført hættetrøje med logoet “Randers under Regnbuen” fortæller bibliotekarer fra Randers, hvordan de i samarbejde med målgruppen arrangerede et to ugers langt event med forfatterbesøg, foredrag, undervisningsforløb og diverse workshops. Ved at gå nysgerrigt til værks oplevede Randers Bibliotek, at inddragelse gav ejerskab og enorm opbakning, som skabte glæde blandt de 30 deltagende skoleklasser, medarrangørerne og de andre biblioteksgængere, som lige måtte stikke næsen ind forbi arrangementerne.
Det Nationale Regnbuenetværk for Biblioteksansatte indtager scenen og fortæller, hvorfor LGBTQ+ formidling er mere end blot en trend. Folkebibliotekerne skal være tilgængelige for alle, og derfor er det vigtigt, at materialesamlinger også henvender sig til LGBTQ+ personer. Litteraturen skal fungere som et spejl, der øger læserens selvforståelse, som et vindue, der giver læseren et indblik i en ellers ukendt verden, og som skyggedøre, der tillader virkelighedsflugt.